Hvor mindes jeg hin Oktoberkvæld,
Da Rygtet fløj gjennem Byen!
„Stranden” stod sort af tause Folk.
Som Kobber gnistrede Skyen.
Af Slotsgrunden gro’de med grufuld Hast
En Skov af klatrende Flammer,
De svajed’ og syded og hvæsed frem
Fra Vindvernes sprængte Rammer.
Ildfluernes Sværme i Vinden flød;
Natten var lys som Dagen;
I Stilhed hørtes kun Pumpernes Stød
Og Luens ensformige Bragen.
Og dæmpet spurgte min Sidemand
— Han stod som af Trolddom bunden —:
„Hvad redder de mon?” Der svared En:
„Det brænder nok ned til Grunden.”
Vist føltes det som en Folkesorg
Af dem, der nager og piner,
At den gamle, bredskuldrede Kongeborg
Blev en osende Dynge Ruiner.
Den danske bruger ej stærke Ord.
Der sagdes blot: „Faar saa være!
Det Slot skal rejses engang af Ny
Til Kongens og Landets Ære!”
Tider kom med Sol og Vaar.
Kræfter løstes, som var bundne.
Haab og Drømme, igjenfundne,
Ud de lyse Vinger slaar.
Se, nu spirer Junisæden!
Og af Takken, og af Glæden
Stiger — aa, jeg ser det grant!
Ved en enig Folkevilje
Kongeborgens nye Tilje
Som et herligt Fremtidspant.
Skynd Jer da Lysalfer smaa!
Pas de faste Støtter sammen!
Hug og smed og pust til Flammen!
Hver gjør sit; saa skal det gaa.
Snillets Dverge! Danmarks Øje
Vogter paa Jer fast og nøje,
Har af Værket ret sin Lyst.
Det skal mælde Fremtids Slægter,
Hvad i trofast Forbund mægter
Kongehaand og Folkerøst!
(Skrevet under Forhandlingen i Rigsdagen om Kristiansborg Slots Gjenrejsning 1903.)