Naar Aaret synker og forgaar
I Tidens tyste Strømme,
Og Jorden hviler kold og haard,
I Vintersøvnens Drømme,
Da kan det hænde vel iblandt,
At den, som ser tilbage
Paa hvad der kom og hvad der svandt,
Et dæmpet Suk tnaa drage.
Et Aar forbi! — igjen et Skridt
Ad Livets dunkle Veje!
Et Aar forbi med stort og lidt,
Tit med vort bedste Eje. —
Men se! Mens Frostens klingre Spil
Til Graven Aaret ringer,
Fremtindrer Julestjernen mild,
Og Glædens Budskab klinger.
Og synes dig, at Tiden tog
I Flugten Livets Smykke,
At Verden kold og haard bedrog
Dig for din bedste Lykke,
Se opad da! — til Julefest
Dig vinker Stjernevrimlen,
Se opad, du! — den lyser bedst,
Just bedst paa Vinterhimlen.
Og tykkes Menneskenes Færd
Dig daarlig og forblindet,
Fordi, hvad der har Vægt og Værd
De vrager sløvt for Skinnet,
Fordi, til deres dybe Skam,
Det usle altid sejrer, —
Se opad da! og tænk paa ham,
Hvis Fest nu Jorden fejrer!
Saa tungt som han har ingen stridt
Mod Slægtens sløve Hjerte,
Saa dybt som han har ingen lidt
Den dybe Syndens Smerte,
Saa mildt som han har ingen dømt Dem,
der med Spot ham mødte,
Og ingen elsket har saa ømt
Den Slægt, der ham forstødte.
Lær da som han med roligt Mod
Til Gud din Lid at fæste,
Og kæmp, trods alt, med Vilje god
For hvad du tror det bedste;
Og se: mens Vintren haard og vild
Sit kolde Glavind svinger,
Fremtindrer Julestjernen mild
Og Glædens Budskab klinger:
En Broder født! en Frelser født
T il Bod for Verdens Vaande! —
Og hvad der nys var koldt og dødt
Faar atter Livets Aande,
Og hvad kun Taagen skilte ad,
Det smelter lifligt sammen
I Takkens fulde Julekvad,
I Kjærlighedens Amen!