Venus fra Milo
Paris. Maj.
Paris. Maj.
I.
Skønheden selv, Anadyomené,
Som sejersikkert over Verden sender
Det lyse Stjerneblik, hvis Magt hun kjender,
Funden i — o, hvor sært, at sligt kan ske!
Med skidden Haand en melisk Bonde vender
Den rygende Gødning paa sin Jordlod. Se!
Da skinner der en Skulder, hvid som Sne ...
Gudinden i en Mødding! Ja, — det hænder!
Men sjeldent! Vor Tid har en artig Skok
Af Møddinger. Man graver. Og man finder ...
Hør Raabet fra den blege Kjenderflok:
„Fin, fornem Kunst! Det dufter! Og det skinner!”
— Ak, Møddingen, Godtfolk! er ikke nok.
I hver en Mødding findes ej Gudinder.
II.
Man hentede Gudinden til Paris
Paa et Fregatskib af den franske Flaade.
Saa restaurered man den fagre Gaade,
men let og læmpeligt, naturligvis.
Og gav den Plads, den bedste, man formaa’de;
Dèr straaler hun, trods Armenes Forlis,
Et Maal for hver en Skønhedselskers Pris,
Der takker Kunstens Gud for denne Naade.
Restauration er ikke Hvermands Sag.
Men mærk dig ét, min Ven, en Smaating kun!
De Franske, véd du nok, har megen Smag.
Gudinden tog de med, Møddingen ikke.
Fandt du Gudinden, frem da med dit Fund!
Møddingen maa du gjerne lade ligge.