Hvil i Fred, du Tid, som døde!
Mod den unge Morgenrøde
Gaar min Færd langs Bælt og Fjord.
Minderne som Morild gløde,
Vise mig den Vej, jeg fo’r.
Naar jeg følger dem tilbage
Til de halvforglemte Dage,
Da min Skæbnes Væv blev snørt,
Ser jeg jævnt min barnesvage
Haand af andre Hænder ført.
Derfor blinde Fyr jeg pejled,
Derfor famled jeg og fejled
I min viljeløse Daad,
Og en Størres Haand besegled
Følgen af min Færd med Graad.
Ej dog, stærke Magt, som tog mig!
Klager jeg, din Dom bedrog mig;
Tak for Læren, den mig gav!
Saarene, som selv jeg slog mig,
Bærer selv jeg Svien af.
Nu paa Skuden stormforslagen,
Men med eget Flag fra Stagen,
Staar jeg selv med Haand paa Ror,
Og mod eget Maal i Dagen
Gaar min Fart langs Bælt og Fjord.
Raab, som i mit Kølvand stiger,
Som paa Skam og Skændsel skriger,
I er Fartens Bølgesprøjt!
Ej for Eders Skyld jeg viger
Fra min Kurs den mindste Døjt.
I, som kjærligt vil mig lede!
Eder vil jeg kjærligt bede:
Stil Jer ikke i min Vej!
Uden Nag og Had og Vrede
Vil vi skilles, I og jeg.
For mig Havets Flade skinner.
Mulig dér min Død jeg finder,
Det maa Livets Herre om!
Men de Kaar, som nu jeg vinder,
Er min vundne Ejendom.
Eet jeg véd: i Mindets bløde
Solfaldslys vil tit det gløde
Over sunkne Øer i Vest. —
Hvil i Fred, du Tid, som døde. —
Hvil i Fred mit Hjerte næst!