Det klinger over Jorden
Som af en Streng, der sprang,
At Nordens store Digter
Har sunget sidste Gang.
Ildblikket under Fjeldpandens
Buskede Bryn
Skal aldrig mere skyde
Sine gnistrende Lyn.
De Tanker, han gav Form,
Mens Europa lytted til,
Var ikke altid ny,
Men de brændte af Ild;
Mest fik han dem af Luften,
Den Luft, han aanded ind;
Men Præget var hans eget:
Hans lava-hede Sind.
Han spejded ej de Spirer,
Som ufødte gror,
Nutiden fik hans Hjerte,
Hans Daad og hans Ord.
De store Grundridslinjer:
Sandhed og Ret,
Dem mejsled han med Ildhu,
Som aldrig blev træt.
Hans Harme kunde tordne
Med Dommedagsklang,
Men bagved hulked Barnet
Af Kjærligheds Trang;
Den tændte i hans Hjerte
Samfølelsens Krav:
Han maatte have Følge
For Varmen, det gav.
Hans Sang var Norges Tone,
Var Granskovens Sus,
Var Elvens kaade Pludren,
Var Fossens Kæmpebrus.
Den spejled Gaard og Hytte
Med Li og Birketræ’r,
Og over den gik Glans
Af de solhvide Bræ’r.
Den blinked Sundhedsglæden
I mørke Stuer frem.
Den skylled Støv og Skimmel
Af de tusende Hjem.
De maatte, maatte høre
Dens tindrende Il.
De vaagned og saa
Paa hverandre med Smil.
Den rakte over Landet
Dets fjerneste Sted
Og sang om Kampens Lykke,
Til Alle sang med,
Sang, saa de glemte Farer
Og Nederlag og Saar.
Den Sang vil Norden synge
I hundrede Aar.
Hans Liv var en Digters,
En Høvdings var hans Død;
Millioner blev tause,
Dér Budskabet lød.
Men Sagas strenge Jomfru,
Hun skuer ud saa vidt —
Og ridser ind et Navn
I sin Tavles Granit.