P.A. Rosenberg (1858–1935)

Der funkled Sol i dit gyldne Haar,

Mens du dansed ad Vejen hen.

Det var en Dag i den første Vaar

Af dem, der ej glemmes igjen.

Guds Jord laa frisk i den unge Dag

Og suged Solskin i rige Drag,

Og Luften dirred af Velbehag,

Mens du dansed ad Vejen hen.

Din Skønhed straaled saa ung og pur,

Mens du dansed ad Vejen hen.

Det var, som den vaagnende Vaarnatur

Kun spejled den gyldent igjen.

Det var, som Livet din Pris kun sang,

Det var, som fulgte dets Alf din Gang,

Som Blomst og Knop for din Fod udsprang,

Mens du dansed ad Vejen hen.

Du lyser i hver min Tanke,

Du toner i hver min Sang,

Dit blonde Haar, dine skælmske Blik,

Din Stemmes rørende Klang.

Jeg ser dig i mine Drømme,

Som jeg saa dig den første Gang.

Jeg ser dig svæve forbi mig,

Gemt bort i en gylden Sky.

Du vinker, — ak, en usynlig Magt

Nedtynger min Fod som Bly.

Da vaagner jeg brat; og vaagen

Jeg drømmer om dig paany.

        Jeg længes, jeg længes!

        Naar kommer den Stund,

        Da frit jeg tør kysse

        Din dejlige Mund,

        Da fro jeg tør favne

        Din Midje saa fin

        Og le ad Alverden

        Og kalde dig min!

        Jeg længes, jeg lider.

        Hver Time, der gaar,

        Bortstjæler en Dag

        Af vor Kjærligheds Vaar.

        Og Dagene flokkes

        Til Uger og Aar.

        Jeg længes, jeg længes —

        Hvornaar, ak hvornaar!

Jublende, syngende

Stiger Naturen af Søvnens foryngende

Dugfriske Bad.

Dag! hvis du vidste, hvad Lykke du bringer,

Steg du i Hast paa de glødende Vinger,

Manet og kaldt af mit længselaandende Kvad.

Ret som det stigende

Solgry nu jager de natkolde, snigende

Skygger paa Flugt, . . .

Har fra min Sjæl hendes Budskab forjaget

Mismodets Aander, som længe mig plaged —

Dag! Af din Haand skal mit Haab snart hente sin Frugt!

Her stryger Vinden i raske Tag

Fra Havet ind gjennem Skoven,

Her faar man Kraft af hvert Aandedrag,

Her banker Hjertet med friske Slag,

Og Tanken bli’r saa forvoven.

Se, her paa Skrænten er Græsset blødt,

Og her er Plads for os begge.

Dernede skvulper det salt og støt,

Og Luften dirrer af Solskinsrødt,

Saa langt som Øjet vil række.

Hist stiger Hveen med. Klinten stejl

I Morgenlysningen fager;

Og ser du hist over Søens Spejl

I Kimmingranden de hvide Sejl,

Som Vinden fylder og jager?

Et Nu som dette, et kraftigt Drag

Af Lykkens funklende Bæger —

Hvad naar vi mer gjennem Livets Jag,

Fra ud vi staar under Haabets Flag

Til Døden Længslerne læger!

Du søde! Jeg er saa tung, saa mat;

Jeg har drømt de særeste Drømme.

Jeg drømte, et Bæger blev for mig sat,

Tilbunds jeg maatte det tømme.

Da isned mit Blod,

Og jeg følte, min Fod

Ej oprejst vilde mig bære.

Jeg segned. Men se: for mit bristende Blik

Stod den, som mig rakte den giftige Drik.

— Det var dig, du elskede Kjære!

Jeg drømte, jeg svømmed i Angst og Nød

Gjennem Bølger, skummende, stride.

Da løfted med ét sig af Havets Skød

To Arme, svulmende hvide.

De fletted sig fast

Om min Nakke i Hast.

Jeg sank i de hvirvlende Strømme.

Men gjennem de susende Vande jeg saa

To Øjne, jeg kjendte, to tindrende blaa —

— Du søde! Det var jo kun Drømme.

Lad uden Harm os skilles ad!

Gud lede dine Skridt!

Og ræk mig til Farvel den Haand,

Jeg kysset har saa tit!

Gid Lykkens Solskin følge dig

Og lyse paa din Vej!

Og gid du snart maa glemme mig!

Jeg glemmer aldrig dig.

Tak for hvert ømt og kærligt Ord

Og for hver dejlig Dag!

O, tro mig, Elskte! tro mig kun,

Jeg føler intet Nag.

Du har mig lært, at Livet her

Er kun en Drøm om Lyst,

Et Æventyr, i Taarer døbt,

Et Bølgeskvulp mod Kyst.

Lad uden Harm os skilles ad!

Gud lede dine Skridt!

Og ræk mig til Farvel den Haand,

Jeg kysset har saa tit!

Alt er forbi. Jeg véd det. Og hvor tit

Har jeg dog ikke sat mig her i Krogen

Og drømt de gamle Drømme om igjen,

Naar Mørket skjuler Stuens Tomhed for

mig, Og fyldt med Fantasiens Guld min Sal

Trods nogen Drømmer, Digter eller Gal!

Paa Taburetten ved Klaveret dér,

Hvor Maaneskinnet lyser nu paa Sædet,

Dér skulde hun jo sidde, fin og rank,

Saa sød og sværmerisk i Skumringsstunden

Og lege paa Tangenterne i Drøm,

Imens jeg lytted efter, taus og øm.

Eller hun skulde hvile, slank og let,

I Gyngestolen henne ved Kaminen

Med Lokkehovedet mod Puden trykt

Og Fødderne, de smaa, paa Gyngeskamlen,

Mens Skæret dèr fra Ovnens muntre Glød

Sig over Hals og Kind og Pande gød.

Eller i Sofahjørnets lune Krog

Hun skulde putte ind sig ved min Side

Med Haanden gemt i min, sin Kind mod min

Og stille, varme Elskovsord paa Læben,

Mens Evighedens Sølverklokker klang,

Og Tiden standsede sin travle Gang.

I dumme Drømme! Taabelige Smaa!

Naar vil I holde op mit Sind at plage? —

Det er mig stundom, som jeg tænke maa:

Du faar først Ro, naar Livets Lampe slukkes,

Naar du bli’r lagt i Kisten, smal og sort,

Og dækket til og gemt og baaret bort.