Attila
(En Korfantasi. Musik af Vilhelm Rosenberg)
(En Korfantasi. Musik af Vilhelm Rosenberg)
Kor:
Gud! Af Kaos’ mørke Vande
Løfted du den dunkle Jord.
Gud! Paa Stjernehimlens Pande
Skrev du dine lyse Spor.
Slægtens underfulde Love
Følge tro din Visdoms Plan.
Verdensløbet er en Vove
I dit Væsens Ocean.
TIDEN.
Kor:
Tryg, med de giftige Arme
Strakte fra Vest til Øst,
Spændte som Jernbaand over
Verdens stønnende Bryst,
Sad i sin ranede Hule
Romerkrybet, det snilde;
Folkene skjalv for dets Vælde,
Og Jorden var bleven for lille.
Hører du Raabene stige
Frem mod en gryende Dag?
Mærker du Jorden gynge?
Sejren var et Bedrag
Tusenders brudte Klager
Op mod Guds Trone skylle.
Smerte, Rædsel og Jammer —
Se! Det er Tidens Fylde!
ATTILA.
Solo:
Det blinker i Øst!
Rygtet fortæller med skælvende Røst.
Der drømmes om Død, der hviskes om Fare.
Men Ingen kan svare.
Kor:
Se!
Som Lynild i Høst
Over Kvældhimlens Bryst,
Som Jordskælvets Bølge, der vælter mod Kyst!
Kommer paa Hestene snare
Hunnernes Skare!
Hør!
Der vælter et Skrig
over rygende Hytter og dryppende Lig.
Attila er den Frygtedes Navn,
Guds Svøbe til Sjælenes Tugt,
Straffens blodige Dæmon
Med Syndens dødbringende Frugt.
Solo:
Saa taler Attila, Guds Sendebud:
Under min Jernhov er Støvet blodig vaadt.
Der gror ikke Græs, hvor min Ganger har traadt.
Hævnerens Jernspir er lagt i min Haand.
Den Tanke, jeg tænker, den Villie, jeg vil,
Sprang til Liv i hans Aand.
Hører dens Ildord, I synkende Slægter,
Som Intet mægter!
Den besudlede Jord vil jeg øde;
Alt, hvad der aander, skal segne og bløde;
Livet skal slutte sit Spil.
Jeg, jeg vil søndre dets daarende Pynt,
Jeg vil højne min Grav over Døde,
Jeg vil ende, hvad Rom har begyndt!”
Dobbelt-Kor:
„Til Rom!
Dér skal den fældes, den yderste Dom.
Segne som Straa skal de romerske Lanser.
„Død”! er vort Hærskrig,
Dø hver, som os standser! Til Rom!”
„Ve os! Hvem skal Slaget bøde?
Hvem skal stemme Straffens Flod?
Vore Guder ere døde,
Visnet, smuldret Tro og Mod!”
Kor:
Rapt rider Storm over Steppen;
Lyn er Hestens Mankehaar,
Tordensky’r dens Aande.
I hans Haand blinker Spær,
Blinker hvidblanke Spær.
Hvor hans Skrig skingrer frem,
Kryber Bjørnen i Hi,
Søger Ulven og Ræven sit Gjern.
For ham breder Jorden sin blomstertunge Grøde,
Bag ham er den øde!
Rappere end Storm over Steppen
Rider over Jorden den store Konges Mænd.
Jorden er hans Valplads,
Dens Høst staar rig og rede.
Vreden er hans Dagværk;
Som Stormen er hans Vrede.
Følger Ravn og Glente hans Spor som Ve og Vaande.
„Folkenes Rædsel” er Ravns og Glentes Ven.
I LEJREN FORAN ROM.
Solo:
„Hvem vover at møde mit flammende Sværd?
Hvem trodser den Sejerbaarne?
Hvem træder i Vejen for Hævnerens Hær?
Hvem standser den Himmelkaarne?
Hvad vil den Skare i Kofter graa,
Som skrider saa trygt over Vange?
Tænker de Svøben af Haand mig at slaa
Med blinkende Kors og med Sange?”
Kor:
Alverden laa formørket
I Syndens dybe Nat,
Til Helveds Rædsel moden,
Af Naadens Sol forladt.
Saa’ elskede Gud Verden,
At han sin Søn den gav
Til Frelse og Forsoning,
Til Kors og Død og Grav.
Og Hver, som gaar imellem
Guds Købte og hans Pagt,
Forbandet skal han være,
Og knuses skal hans Magt.
Kor:
Attila sprænger mod Skaren frem.
Solo:
„I Støv for mit Aasyn og skælv!”
Kor:
Da lyner det over hans Hoved,
Da aabner sig Himlens Hvælv.
Der vælder et brusende Lyshav
Over den mørke Jord;
Det skyller over de blinkende Kors
Og over det knælende Kor.
Og frem af de lysende Strømme
Skyder et rammende Ord!
Attila slynges af Hesten
Og styrter med Gny til Jord!
TILBAGE.
Kor:
Tilbage gaar Hunnernes Tog,
Tilbage ved Nat og ved Dag,
Tilbage for slagne Fjender,
Tilbage fra vundne Slag.
Solo:
Den Vældiges Styrke er brudt,
Slukt den fortærende Glød,
Taus er Forjættelsens Stemme,
Som før i hans Indre lød.
Forbi er hans korte Saga.
En Slægt har han stævnet til Dom.
I Historiens Frastandstaage
Forsvinder hans Folk, som det kom.
Den, som ene det evned,
Har stemmet for Straffens Elv
Og bøjet dens skummende Stormgang
Tilbage i sig selv.
EPILOG.
Kor:
Gud! Fra Tiderne, som svunde
Taler du med Varselrøst.
Gud! For Nutidsslægtens Vunde
Kjender du kun Bod og Trøst.
Svagest Tande ej du slukker,
Knuser ej det brudte Rør,
Og det Folk, som mod dig sukker,
Kan du frelse, nu som før.