Hun rakte ham Guldpokalen
Med funklende Vin over Bord.
Han rejste sig rank og mandig
Og takked med høviske Ord.
„Hr. Ridder, mig lyster at spørge —
I vredes ej over mit Mod! —
Hvi bærer I ved Eders Hjelmbusk hvid
En Handske, rød som Blod?”
Han læned sig taus tilbage.
Hun lytted med bankende Bryst.
Hun saa, hvor hans Sjæl blev vugget
Af Mindets dæmpede Lyst. —
— „Jeg kom til en Borg alene
En skinnende Kvæld i Høst.
Og standsed mit Ridt under Borgens Mur
Ved Sang af en Jomfrurøst.
Den klang som Bølgen om Klippen,
Som Aftenvindenes Sus;
Den hvirvled min Hu og Tanke
Ind i en drømmende Rus.
Himlen blev dobbelt fager,
Og Aftnen dobbelt klar — —
Jeg satte Harpen mod Knæ og sang
Et klingende Kvad til Svar.
Da aabnedes Gluggen varsomt,
Og ned for min Gangers Fod
Daled paa Luftens Vinge
En Handske, rød som Blod. —
Men dengang Mørket indhylled
Bagved mig det Jomfrubur,
Da vidste jeg, at min Lykkes Skat
Var gemt bag den fremmede Mur.
Alt efter mit Ridderløfte
Jeg søgte det hellige Land.
Jeg kæmped i Uger og Dage
Med Vantro i Ørkenens Sand.
To Aar var rundne, før atter
Jeg red til Borgen fuldtrøst. —
Huset var brændt og Slægten ødt;
Stum var den fagre Røst.
Nu have I Tak for de Dage,
Jeg gæsted Jert Hus og Bord!
Min Vej gaar atter mod Øster
Alt efter mit Ridderord.”
— Hun bøjed sit Hoved og hilste;
Der var ikke Taarer at se;
Men Panden var fugtig og kold som Is,
Og Kinderne hvide som Sne.
Hun saa ham stige paa Hesten
Og hilse med ridderlig Skik.
Hun fulgte hans Ridt gjennem Dalen
Med vaade, stirrende Blik.
Og som i en lysende Taage
Drømte hun, dèr hun stod,
At skimte endnu i hans Hjelmbusk hvid
En Handske, rød som Blod.