Hver Gang det gaar mod Foraar,
Og Kvistevævet tættes,
Naar Byens smalle Haver
Af gule Krokus spættes,
Naar Havnens Spejldyb blaaner
Af Himlens Overflod, —
Da skyller det gjennem mit Hjerte
Paany, det kogende Blod!
Da husker jeg et Foraar,
Lynsvangert, bygefuret,
Hvor Dag og Nat, i Uger,
I Skoven Stormen dured,
Se, af det Uvejrslys fik
Mit Liv sit Farvespil,
Og i den Hvirvels Kast blev
Min Fremtidsskæbne til.
Det straaler gjennem Livet
Af sligt et Foraars Vælde.
Det er de Urgrunds-Kræfter,
Som Tiden ej kan fælde,
Og hver Gang Paaskestormen
Gaar durende fra Øst,
Vækker den end til Gjenlyd
min længst snigmyrdede Røst.