Jeg bliver ved, jeg holder ud,
Om alt end gaar imod.
Jeg har mig selv, min Tro, min Gud,
Mit varme Hjerteblod.
Det brænder i min Daad, mit Ord;
Og skal det isne og forgaa
Og suges op som Regn i Jord, —
Jeg handler, som jeg maa.
Jeg fik et Kald, et Hverv, et Vink;
Det fødtes med mig selv.
Jeg saa det pludselig som Blink
Paa Stjernenattens Hvælv.
Om stort det bringer eller lidt,
Forsvinder eller spørges vidt,
Det ved jeg ej. Jeg ved kun ét:
Jeg ved, at det er mit.
>
Jeg har et Had — det slukkes ej,
Mens dette Hjerte slaar —
Mod alt det Ukrud, der fandt Vej
Til Danmarks gamle Gaard;
Mod al den Uret, Løgn og Svig,
Der hærger os som Pest og Brand, —
Ved Gud, jeg slutter ej Forlig,
Mens sundt jeg sanse kan!
Jeg har et Haab, at hvad jeg saa
Med Sandheds stærke Præg,
Det kan ej raadne og forgaa
I Usseldommens Klæg.
Jeg tror, det stunder mod den Dag,
Da Danmarks Luft bli’r ren paany,
Da ærefuldt vort gamle Flag
Kan smælde under Sky.
Men selv om Haabet stod for Fald,
Om uden Løn jeg stred,
Om endnu dybere vi skal
I Skændselspølen ned:
Med graanet Haar og rynket Hud
Jeg gi’r min sidste Draabe Blod;
Jeg bliver ved, jeg holder ud,
Om alt end gaar imod.
(Skrevet paa Hundredaarsdagen for Rasmus Nielsens Fødsel.)