Jeg elsked dig, før du blev til.
Det kan du ikke helt forstaa.
Det var som Drøm og Alfespil
Hint Nu, jeg første Gang dig saa.
Aa Gud, hvor trangt de Timer skred,
— Dem vil jeg mindes, til jeg dør —
Imens din Moder led og stred!
Jeg saa det alt som bag et Slør.
Det sved omkring min Hjerterod,
Som sled et Vilddyr i sin Fangst;
Og rastløs gik jeg paa min Fod
Fra Sted til Sted i svimmel Angst.
Af Feberbølgers Sus og Syd
Gled frem et lille, blaakoldt Lig — —
Da skar det med en knivskarp Fryd:
En fremmed Lyd — et spinkelt Skrig!
Da kyssed jeg din spæde Mund
Og mødte første Gang dit Blik.
Knap drak i Elskovs Højtidsstund
Min Sjæl mer frydefuld en Drik.
Jeg mindes vel den Kamp, der stod
Med Angst og Haab i Vexeljag.
Det var, som købte med vort Blod
Vi Livet til dig Dag for Dag.
Men siden, da dit Liv var frelst,
Da mored vi os godt, vi to.
Da gynged paa min Arm du helst,
Tog i min Kind og skoggerlo.
Hvad mon det var, du grunded paa,
Naar fra mit Knæ, paa Ryggen slængt,
Du stirred med de Øjne blaa
I Loftet op, alvorligt, strengt?
Og da du talte første Gang
Og leged med de søde Dyr —
Det var, som gyldne Klokker klang
Ud fra et dejligt Æventyr.
Det Æventyr er Livets Sang
Og vidner ved sin rene Lyst
Om Vældet, hvorfra Livet sprang:
Alkjærlighedens Faderbryst.
Thi den, som fuld af Angst og Haab
Et Barn har vugget i sin Favn,
Han stiger karsk af Livets Daab;
Han kjender Gud af mer end Navn.