En ædel Sjæl, en Sjæl som Guld,
Har brudt de Baand, som bandt den.
Højt over Jordens Mulm og Muld
Sin Vej mod Lyset fandt den.
Fred lyste af hans Blik og Ord.
Den vindes aldrig helt paa Jord.
Nu vèd vi, at han vandt den.
Og ganske vist jeg tror og véd:
Den varme Livsens Kilde,
Hans store, rige Kjærlighed
Kan ikke gaa til Spilde.
Den brød sig kun en anden Vej
Ad Baner, som vi maaler ej,
Om vi er nok saa snilde.
Og vist jeg véd: naar Dagens Strid
Gjør vore Hjerter trætte,
Naar Verdens Uret, Had og Nid
Os Tornekransen flette,
Vil Mindet om hans Kjærlighed
Tit komme sagte til os ned
Og hjælpe os tilrette.
Det er de ædle Sjæles Lod,
De kaster Lys tilbage.
Den Tanke bryder Dødens Brod
Og mildner Savnets Klage.
Den vidner mer end Præstens Ord,
At selv paa denne mørke Jord
Er Lysets spæde, spredte Spor
Dog stærkest alle Dage.