Aften ved Søen
Riva. Juni.
Riva. Juni.
Den lune Sydens Nat,
Der kommer sort og brat,
Har slukket Gardasøens dybe Blaanen.
Og over Monte Baldos lave Krat
Fremsejler klar og fuld og gylden Maanen.
Fra Sarcas tause Dal
Gaar Brisen let og sval
Hen over Søens næppe kruste Flade.
Bagved mig fløjter der en Nattergal,
Skjult af Platanens brede, mørke Blade.
Fra Bjergets blygraa Hang
Der bæres hid som Klang:
Nu høres tydelig Guitarens Skratten!
Saa blandes alt med Aftenvindens Sang —
Det er, som toned selve Sommernatten.
Lig Sølv i Maanens Skær
Lyser de høje Træ’r;
Ildorme glimte lavt, hvor Skyggen ruger.
Jeg mærker Balsampoplens Duft især,
Og Rusen ind i dybe Drag jeg suger.
Ak, om i Versets Fald
Som i et klart Krystal
Jeg kunde denne Aftens Stemning sænke!
— Lyksalig han, som fik det skønne Kald
Et evigt Liv det korte Nu at skænke!