Gretter brødes med trolden
Engang i en mulmtung nat,
Tilsist af sin yderste evne
Han fik ham i gulvet sat.
Men udyrets gloende øjne
De brændte sig ind i hans hu,
Da voxed der frem af hans væsen
En sær, unævnelig gru.
Han turde ej være alene,
Den stolte, modige mand,
Når solen daled bag fjelde,
Og skumringen gik over land.
Da listede angstens klamhed
Fra sjælens lønlige gem,
Da tindred to gloende øjne
Imod ham fra mørket frem.
Så joges han som et vilddyr
Fra hus og fra fædrenestavn;
De skumleste nattebedrifter
Sig fæsted ved Gretters navn.
Man sagde, han frygted for intet
På jord under himlens hvælv,
Ej sværd, ej storm, ej hunger,
Ej noget, undtagen sig selv.
Og Gretter flakked om lande
I tyve mødige år.
Han sov i kløfter og huler,
Han slagted sig bøndernes får.
Dog slukkedes ej i hans indre
Hin rædslens tærende glød,
Den jog ham de vildeste veje,
Den voldte tilsist hans død.
Siden blev der en saga,
Der bragte om Gretter bud:
»Den mand begyndte på meget,
Men intet førte han ud.
End ganger der ry af hans kræfter,
De ødtes i frugtløs strid.
— Det voldte måske hans lykke,
Den var ham ej altfor blid.«