Nu mulmer det derude;
Men her er lunt og rart.
Ved Ovnens røde Flamme
Jeg ser dig ganske klart.
Kom, sæt dig ved min Side
I Lænestolen ned!
Og syng mig saa, min Brud, min Skat
Den gamle Sang, du véd!
Aa, disse gamle Sange,
Dem har min Sjæl saa kjær
Som Havets stille Aande
I Sommernattens Skær.
De nynner sig i Hjertet
Med dæmpet Vemod ind,
Og som med gjemte Rosers Duft,
Saa fylder de mit Sind.
Som Aandebud de klinge
Fra en forgangen Tid,
Da Verden vist var bedre
Og mindre fuld af Strid.
Henover Tidens Brænding,
Der fraader vredt og vildt,
Jeg hører deres Toner gaa
Forsonende og mildt.
Jeg hører som et Varsel
Om liflig Fred deri,
En Fred som den, der aander
I hver en Harmoni.
Og helst, naar du dem synger
Troskyldig, mild og fro,
Og allerhelst ved Kvæld som nu
Naar Dagen gaar til Ro.