Paa Dækket
(Aarestrupsk Studie)
(Aarestrupsk Studie)
Afsted med travle Skovle
Den sorte Damper bruste.
Det var en Foraarsmorgen.
En Brise Vandet kruste.
Og paa den blanke Flade,
Hvor ej man øjned Skibe,
Laa efter os, skumkniplet,
Vort Kølvands grønne Stribe.
Det fraaded under Hjulet,
Det bobled og det hvæste,
Og hvide Flager stundom
Ind over Dækket blæste.
Med Barnet holdt paa Armen,
Saa tankefuld som Dyden,
En yndig Kvinde stirred
I Vandets hvide Syden.
Jeg stirred kun paa hende,
Den unge blonde Frue.
Jeg fulgte Kindens Linie
Og Brynets kække Bue;
Og Armen, fast og smidig,
Som hun om Drengen slynged,
Og Ryggens bløde Svajning,
Fordi han sad og tynged;
Og Vindens Satyr-legen
Med Haarets gyldne Ringe,
Og Foraarssolens Gnistren
I Hattens hvide Vinge.
Hun bøjed sig til Siden.
Jeg tror, mit Blik genered.
„Aa, Edvard, kom og se dog!”
Raabte hun, lidt forçeret.
Aa, Edvard? — Det var Manden.
Dér sad han i Salonen.
Forretningsmand, Grosserer;
Man saa det paa Façonen.
Han strøg Cigarens Aske
Forsigtig af med Fingren.
I Kaffekoppen klirred
Hans Ske ved Skibets Slingren.
„Du ser, jeg læser Bladet;
Jeg be’r dig, lad mig være!”
Hun svared skarpt: „Bevares;
Har du saa travlt, min Kjære?”
Hun traf mit Blik og smiled.
Lidt rødere blev Kinden — —
Jeg følte ubetinget
Nødvendig min Forsvinden
Og vandred ensom agter
Og tænkte resigneret:
„Hvor denne Verdens Goder
Er løjerligt meleret!”