Tanke paa Døden,
Favn mig bestandig med kærlige Arme!
Lul ved dit Bryst mig, det nærende, varme,
Tanke paa Døden!
Mal dig i Kvældrødens glødende Bristen!
Ton fra Naturlivets rhytmiske Væld!
Syng mig om Maalet og hvisk mig om Fristen,
Hvergang jeg slukker min Lampe i Kvæld!
Tanke paa Døden,
Tugt mig, naar Hovmod forblinder mit Øje!
Tving mig til ydmygt mit Knæled at bøje,
Tanke paa Døden!
Ak, naar engang fra mit Dødslejes Pude
Sidste Gang Øjet har søgt efter Svar,
Strømmer jo Livet ustandset derude,
Hvad jeg end virked, og hvem jeg end var.
Tanke paa Døden!
Mind mig, naar Blodet i Aarerne syder!
Klar du min Jubel, naar højest den lyder,
Tanke paa Døden!
Lær under Livsglædens Flod mig at finde
Grunden, den faste, som ikkun er én!
Lær den, som Bækken, sagtmodig at rinde,
Frugtbarhed bringende, rolig og ren!
Tanke paa Døden,
Trøst mig, naar Hjertet er sygt og bedrøvet!
Rejs mig, naar Sorgen mig kaster i Støvet,
Tanke paa Døden!
Husk mig da pa:t: just af Længslen og Savnet
Vèd vi, at hist, ikke her, er vort Hjem.
Hjælp mig at løfte, af Lidelsen favnet,
Tanken paa Livet, det evige, frem!