Solen er nede, det lufter mod Nat. —
Nu er det paa Tide! —
Menneskebarn, du er trættet og mat,
Træt af at lege og lide.
Spring i min Favn, jeg skal kryste dig tæt;
— Frygt kun ikke! —
Saa skal jeg bære dig sagte og let
Fjernt over Glemselens Vande
Over i Drømmenes Lande.
Hvil i min Arm! Jeg elsker dig ømt.
Saa trygt kan du blunde.
Jeg skal dig give, hvad bedst du har drømt
Læge hver svidende Vunde.
Mange som dig har jeg løftet i Favn,
— Frygt kun ikke! —
Tusender bar jeg fra Smerte og Savn
Fjernt over Tavshedens Vande,
Fjernt til de lysende Lande.
Stille og sval er min rolige Borg.
Dér tier hver Klage.
Alt hvad paa Jord du forliste med Sorg,
Dér skal det gives tilbage.
Sagte jeg kysser din blaanende Mund,
— Frygt kun ikke!
Sagte jeg bærer dig bort i dit Blund
Fjernt over Glemselens Vande,
Fjernt til de evige Lande.