„Aa, hvor Verden dog er skøn!” —
Ingen Sag i Stigningstiden,
Varm og blussende mod Striden,
Næsten vis paa Sejrens Løn,
Uden Tvang og uden Tynge
Jublende i Sky at synge:
„Aa, hvor Verden dog er skøn’.”
Men naar efter Nederlaget
Sjælesyg du staar paa Vraget
Af din Undoms Drømmebaad;
Naar du, skuffet og bedraget,
Hjertet tungt og Kinden vaad,
Ser den Flok, der svor til Flaget,
Flygte taus og bleg fra Slaget
Uden Mod og uden Daad;
Naar den bitre Vanmagtssmerte
Fylder isnende dit Hjerte, —
Bed da, Mand, en modig Bøn:
At du, trods de onde Dage,
Uden Bitterhed og Klage,
Uden Krav om Bod og Løn,
Mens du ser dig stolt tilbage,
Moden, mandig kan gjentage:
„Aa, hvor Verden dog er skøn!