Jeg styrer mit rappe Staalhjul
Op over Bakkens Kam,
Efter mig hører jeg Landsby-
Køternes arrige Glam.
„Vov vov! — Saa rolig han sidder!
Vov vov! — Saa han farer afsted!
Kan ikke faa Tid til at bide;
Kan lige til Nød følge med!”
— Heroppe fra slynger sig Vejen
Ned i det aabne Land.
Blaanende Højes Linjer
Tegner den fjerne Rand.
Mellem de krydsende Veje
Og Markernes tærnede Tavl
Titter bag Poplers Række
Mangen lysende Gavl.
Smaahaver med Georginer
Og gnistrende Solsikkers Guld, —
Langs Ladens hvidtede Længe
Staar Vænget af Stakke fuld.
To brune, kraftige Knægte
Følger i Plovenes Spor.
De skærer Stribe ved Stribe
Dybt i den fede Jord.
De nikker til mig i Farten
Et muntert: „Vel staaet op!”
Røgen fra Snadderne blandes
Med Dampen fra Hestenes Krop.
Morgenens hvide Staalglans
Dirrer om Hest og Mand. —
Det er den danske Bonde.
Det er det danske Land.