Det er Aften. Her paa Marken
Har de høstet hele Dagen.
Folk og Dyr har slidt i Tøjet,
Lige ned til étaars Plagen.
Dèr paa Bakken staar den gamle
Kloge Bonde. Ved min Hilsen
Ta’r han Huen af. „Til Lykke
Med den gode Høst, Jens Nielsen!
Hvilken Glæde det maa være,
Naar den hele Skat er bjerget,
Den, som Regn og Storm og Tørke
Altfor tit har brændt og hærget!
Tænk, med hvilken Fest i Sindet
De, i Ly bag Gaardens Rude,
Nu kan staa og se paa Regnen,
Høre Blæstens Hvin derude!” —
Lunt han stryger sig om Hagen.
„De har ganske Ret, min Herre.
Denne Gang var Himlen naadig.
Gid det aldrig gik mig værre!
Har jeg først mit Korn til Huse,
Lad saa Regn og Blæst kun tude!
Navnlig da, saafremt tilfældig
Naboens endnu staar ude.”