Klar og kølig Dagen rinder,
Høj er Luften, Himlen ren.
Alt ved Solbjerg Rimen spinder
Sølvervæv om Straa og Sten.
Somrens Fugle længst er fløjne,
Borte hvert Insekt og Kryb.
Himlens tusend, lysblaa Øjne
Stirrer ned i Skovens Dyb.
Som en Skjoldvagt staar de slanke,
Kobberblanke Birketræ’r.
Bagved trænges tæt de ranke
Graners sortegrønne Hær.
Ingen solglad Fuglekvidder!
Søen skvulper for min Fod,
Hvor ved Skræntens Rand jeg sidder
Paa en kroget Egerod.
Nynnende sin gamle Vise
Om det Skabtes Flygtighed
Kommer stødvis Høstens Brise,
Hvirvler gule Blade ned,
Suser gjennem Egens Krone
Glider videre og bort — —
Og mit Liv er som en Tone
I en evig Grundakkord.