Alpeblomster! Alfeverdner,
Vuggende i Solskinsdrømme,
Kælet for af Morgenbrisens
Svale, gletscherfriske Strømme!
Har I Plads i Eders Rige
For en saaret Mand fra Dalen,
En, som kommer ubetvungen,
Men med mange Saar fra Valen?
Alpeblomster! Fredsapostle!
Hvert et giftigt Hug, som brænder,
Hvert et Nidskud, sendt i Mørket
Fra en Landsmands fejge Hænder,
Køles her af Eders Aande,
Læges her af Eders Stilhed,
Og de bitre Minder mildnes
Her hos Jer, hvor alt er Mildhed.
Alpeblomster! Millioner!
Midt i Eders tætte Trængsel
Har I kun den ene Vilje,
Kun den ene, fælles Længsel:
Luft og Regn og Sol at drikke,
Sprede Duft til alle Sider
Og tilsist, før bort I visner,
Kaste Frø til nye Tider.
Alpeblomster! Barneøjne!
Foraarszarte, farveskære!
Jordens rene Førstefødte!
Her hos Jer er godt at være.
Dagens arbejdshede Tanker
Mattes, blegner og forsvinder.
Englen fra min Barndoms Lege
Kysser mig paa Mund og Kinder.
