»Og sig mig, du sanger, hvem lærte dig vel
At lægge de lystige kvad?
Fortæl! Fortæl!
Hvordan blev din stemme så glad?«
»Skøn jomfru, jeg haver så lystigt et sind,
Det lærte jeg snildt af den legende vind.
Skøn jomfru, den lærke, som kvidrer i vang,
Den har lært mig min sang.«
»Ja, lærken er munter, og vinden er fri,
Dog er ej som deres din sang;
Deri, deri
Jeg hører en dybere klang.«
»Skøn jomfru, ved elskovens tonende strøm,
Jeg drømte en aften den saligste drøm.
Skøn jomfru, af elskovens rusende bad
Har jeg hentet mit kvad.«
»Ja, saligt og rigt er det rødmende ja,
Dog ligner ej elskov din sang.
Derfra, derfra
Der ånder en bævende trang.«
»Skøn jomfru, ej længer du spørge mig må,
De dunkleste stier min fod måtte gå.
Skøn jomfru, og selv om du hørte min vej,
Du forstod mig dog ej.«