Vinterdag! Paa Sneens Skjold
Hviler du i stille Grunden
Som en Skønhed runebunden,
Tankefuld, men taus og kold.
Blank i Kronen om dit Haar
Solens staalblaa Straale falder.
Brynjens Væv af Iskrystaller
Hvælvet over Brystet staar.
Er din Skønhed Dødens Pragt?
Er din Stumhed Gravens Stille?
Vil du daare og forvilde
Den, som drages af din Magt?
Eller grubler i din Ro
Selv Naturen paa en Maade
Over Livets store Gaade,
indadvendt og taus og tro?
— Alt; hvad nys jeg higed mod,
Glider bort med Luftens Strømme,
Mens jeg synker hen i Drømme,
Tabt i Andagt ved din Fod.