Kom, læg din Kind ind til mit Bryst
Og giv mig dine Tanker!
Hver Drøm, hver lønlig Sorg og Lyst,
Som i dit eget banker!
Lad frit dem alle flagre ud
Og fange Liv og Tale!
Som Frø til nye Blomsterskud
Vil i min Sjæl de dale.
Og du skal se, hvor varmt og smukt
De lyser dig imøde,
Naar Solen gulnet har til Frugt
Mit Foraars unge Grøde.
Og du skal se, hvor snart den Høst,
Dit Ord har kaldt til Live,
Vil saa’ sig i dit eget Bryst
Og rige Fold dig give.
Og Skyggerne, hvormed du stred,
For Dagens Lys skal svinde.
At give alt i Kjærlighed,
Det er jo alt at vinde!
