Der vandrer et Tog gjennem Ørknens Sand,
Gjennem Ørknen i Uger og Dage.
Fjernt gjemmes i Øst det forjættede Land,
Did Drømme som Solskyer jage.
Der stiger ej Høj over Synskredsens Rand.
Ens ligger den vældige Flade.
Hvidgnistrende springer i Soldagens Brand
Luft-funker fra Kvartssandets Blade.
De svider hver Strube som sydende Bly,
De brænder de blodige Ganer —
Men Maalet I véd! Hvert stigende Gry
Et Skridt mod dets Under Jer baner.
Og stundom der dukker af Sandhavets Glød
En Plet med Palmer og Kilder,
Hvor Blomsterne vælde af Muldjordens Skød,
Og Duggen paa Bladene spiller.
Da segner i Skyggen den mødige Mand,
Da kalder han Haabet tilbage;
Og vinge-let mod det forjættede Land
Som Solskyer Drømmene jage.