Din Haand i min!
Lad saa kun Stormen synge
Sin Vintersang og Folk og Fæ forskrække
Og næsten tage Vejret fra os begge,
Og feje Somrens faldne Løv i Dynge, —
Vi strider fremad mod den Fod for Fod,
Vi har endnu vor Ungdoms glade Mod.
Din Haand i min!
Er Solen skjult af Taagen,
Og falder Mulmet over vore Veje, —
Vor fælles Villie er vort fælles Eje;
Vort Haab er langsynt, og vor Kraft er vaagen.
Fra vore Øjne skinner Lyset ud.
Dér blinker Stien. Og hist raader Gud.
Din Haand i min!
Saa gaar vi trøstig sammen
Opad, saa højt vi kan, mod Livets Tinder.
Og hvæser Ondskab om vor Hæl, og vinder
Sig Hadets Drage mod os, rød i Kammen, —
Stæng dine Øren for det fejge Skraal!
Knug fastere min Haand! Og le! Og taal!
Din Haand i min!
Engang vil Døden komme
Og løsne Grebet; Døden, — ingen anden.
Saa skilles vi. Men over Storhavsstranden
Gaar Solen op, naar Livets Nat er omme.
Og han, som førte os ad samme Vej,
Vil ikke længe skille dig og mig.