Naar jeg engang skal stedes for den evige Dom,
Og Gud mig spørger: „Var du i Livet god og from?”
Da svarer jeg: „Min Dommer! Jeg var, som Folk er flest,
Og altsaa grumme tarvelig — det har du længe vidst.
Jeg talte mange Ord, som jeg siden har fortrudt,
Og loved tit letsindigt, hvad mit Liv har siden brudt,
Det døve Øre vendte jeg ofte til dit Kald,
Og selv min bedste Stræben var fuld af Fejl og Fald.
Jeg ødsled mine Kræfter paa mangen lumpen Knægt,
Som smurte mig om Munden med Smigerens Konfekt;
Jeg dømte strengt min Næste, naar han kom galt afsted,
Og hævned mig paa Fjender, som gjorde mig Fortræd.
Men én Ting vil jeg sige til dig, som kjender alt,
Som véd, hvor mangelunde jeg snublede og faldt:
Den Kjærlighed, du tændte i Hjertet til min Brud,
Den vogtede jeg ærligt og fulgte blindt dens Bud.
Den førte jeg igjennem trods Verdens Haan og Harm;
Den lever endnu i mig og gjør mig stærk og varm.
Den er min hele Adkomst til Himlens Salighed,
Og dømmes jeg til Helved, den følger mig derned!”