Vi standser, og tæller
De Aar, som gik hen.
Min elskede Hustru,
Min dyreste Ven!
Vi tør ikke klage
Paa Lykken, vi vandt,
Mens Timerne skifted
Og Dagene randt.
Da Sejlet vi hejste,
Var Børen ej blid.
Vort Forbund blev prøvet
I Storme og Strid.
De Haansord og Trusler,
Som brød mod vor Stavn,
De drev os kun tættere
Favn imod Favn.
Vort Dagværk blev saaet
I en kummerlig Slægt,
Hvor Uret og Løgne
Huserede frækt,
Og Kunsten, vi tjener,
Maa taale jo, — ak! —
At dømmes paa Prent
Af det laveste Pak.
Men det tør vi sige
Med Stolthed idag:
Vi gik ej afvejen
For Æslernes Slag,
Vi sveg ej forræderisk
Musernes Sag;
Vort Rygte er rent,
Og uplettet vort Flag.
Og ej maa vi glemme,
At stundom vi fik
Den rigeste Løn
I et Haandtryk, et Blik;
Og ægtere Værd
Har ét hjertevarmt Ord
End købte Reklamers
Trompetende Kor.
Og kommer den Time,
Vi drømte saa tit,
Da Falskmøntnerbanden
Har spillet Fallit,
Og Svindel-Ballancen
Bli’r grundig gjort om,
Faar ogsaa vor Gjerning
En redelig Dom.
Da skal det vel kjendes,
Hvad sikkert jeg véd:
Det var ej forgæves,
Vi stræbte og stred.
Vi slæbte vor Sten dog
til Fremtidens Slot.
Og dér, hvor den ligger,
Dér ligger den godt.
Saa takker vi trøstig
For Tiden, som randt,
For Glæder og Sorger,
Der sammen os bandt.
Vil Gud, har en fredlyst
Stump Vej vi igjen, —
Min elskede Hustru,
Min dyreste Ven!