En Flamme slukt! En sommergylden Evne
Svundet som Kornmodsglans i Nattens Favn!
Men hvad den bar af Sol vil Tiden levne,
Og det vil lyse længe om hans Navn.
Der laa et Strejf af Sommernattens Rødme,
En Soldrøm, over, hvad han saa og sang.
Der steg en Em, lig vilde Rosers Sødme,
Fra Sproget, som det paa hans Læber klang.
Dèr var vor Markmulds fugtig-milde Grøde
Og vore Enges grønne Overdaad
Og vore Skoves Sus, det dæmpet bløde,
Vor Soldags Smil, vort Bygeklimas Graad
Og Bølgens sagte Skvulp mod vore Strande,
— Ej Stormens mankehvide Jætte-tog, —
Men Morgengryets Guld paa Skyens Rande
Og Hjertegræssets stille Aftensprog.
Hans stærke Ord var tit kun Svagheds Mærke,
Naar ført af Lunets Kast forbi de fo’r.
Men hvor hans Ømhed bar dem, blev de stærke.
De naa’de vore Hjerter. Og de gror.
Han fik ej høstet, hvad hans Foraar spaa’de.
Rustplettet kom vel mangt et Neg i Lo.
Men hvem kan løse Digtersindets Gaade?
Kast Stenen, du, som helt var Kaldet tro!
Nu sænkes hver en Klinge ved hans Baare;
Paa halv Stang vajer Danmarks gamle Flag.
Samtidens Dom kan daare og kan saare,
Men Efterslægten har sin Regnskabsdag.
Og falmer mangt, som Tiden højlydt priste,
Hans Hjertes bedste Blomster kan ej dø.
Og Danmark lægger Kransen paa hans Kiste
Med Tak for moden Frugt og stærke Frø.