Harald Høffding
(12. Marts 1903)
(12. Marts 1903)
Tankerne vandre. Vide gjennem Lande
Gaar deres Tog,
Mødes og krydses, brydes eller blande
Væsen og Sprog.
Drifter og Krav og Haab, som fremad haster,
Tænder vel tusend Straaler over Sti;
Tvivl og Angest kaster
Skygger deri.
Tænkeren spejder Tankestridens Fare,
Fast er hans Mod.
Attraa mod Enhed, Længsel mod det Klare
Fører hans Fod.
Stærk med sin Stav han skiller Flodens Bølger,
Peger mod Fremtids løftesvangre Jord;
Støvets Slægter følger
Trygt i hans Spor
Lydhør han lytter ud mod Tidens Røre,
Maaler dens Storm.
Fortidens Røster klinger i hans Øre,
Præger hans Form.
Rummet og Tiden, Stjernerne, som funkle,
Solkongen selv med Kloders stolte Hof,
Kimens Liv, det dunkle —
Alt er hans Stof.
Talløse Veje fører Jordens Slægter
Frem mod det fri.
Een er den Sandhed, som med broget Spekter
Brydes deri.
Hver, som med Troskab virked til dens Ære,
Fremmer dens Sejr og øger Alles Gavn.
Hædret skal han være,
Lys om hans Navn!
Hil da den Høvding, som i Aar og Dage
Stræbte som Faa!
Runer han risted til vor Fremtids Sage;
Længe de staa!
Hyldest og Pris nu klinger os fra Læben;
Rigere Løn end Takkens Toneelv
Bærer dog hans Stræben
Dybt i sig selv.