Det stormer og fyger om klostrets tag,
Det sukker i kirkens buer;
I mørke, vilde, forrevne lag
Iler skyerne frem i susende jag,
Himlen flammer og luer.
— Det stormer og fyger.
Over dalens græsbund og bjergets tind
Stryger de lynsvangre byger
Som tankerne gennem det tvivlende sind.
»Hvem banker i natten på klostrets port?«
— Portvogteren ser gennem ruden —
»Hvad søger vel her du i natten sort?
Haver en mørkets gerning du gjort,
Eller flyr du for stormen og sluden?«
Og mørket får stemme:
»Har klostret ly for den isnende vind,
Mægter man der at glemme,
Og ejer det trøst for et tvivlende sind?«
»Om ly du søger for verdens begær
Og værn mod djævelens pile,
Trættes dit hjerte ved jordens besvær,
Segner i støv du for syndernes hær,
Da giver dig klostret hvile.«
»Luk op!« — og med bragen
Sprang porten op og faldt drønende i.
— Dæmrende tegned sig dagen,
Og det natlige uvejr drev langsomt forbi.
»Herre, har ej selv du sagt det: våg og bed, så skal I få!
Jeg har bedt i lange nætter, end dog ej jeg vejen så.
På min kind har tåren trykket sine dybe, svulne spor,
Men jeg græd mig ej til freden. Herre, se, min nød er stor.
Jeg har stridt mod kødets lyster, fastet, som dit ord mig bød,
Men jeg vandt ej renheds krone, djævlen slider i mit kød.
Jeg har knuget korset til mig, kysset det i angstens sved,
Men jeg følte kun dets tynge, følte ej dets salighed.
Se, jeg står i mørket vildsom, hildet træt i tvivlens garn,
Herre, løs min tunge lænke, hjælp dit stakkels syge barn!
Lad din sandhed sprede mørket, lad den lyse for mit blik!
Ræk mig fredens milde honning, — eller dødens dvaledrik!«
I cellen ved den høje vindveskarm,
Hvis plumpt tilhugne, ormeædte planker
Var dækket af en frodig vedbends ranker,
Prioren sad i middagssolen varm.
Med hænderne løst folded på sit skød,
Halvt slumrende, tilbagelænt han hviled.
Det lune solskin gispende han nød,
I drømme velbehageligt han smiled.
Da banker det på døren kort og hvast.
Prioren vågner, rejser sig i stolen,
Og ser sig om, og snapper fra reolen
En spændebog, og åbner den i hast.
»Kom ind! Se, Martin, er det dig, min søn?
Nå, er det galt igen med syndesorgen?
Den viger ej for faste eller bøn?«
»Herr prior, jeg går bort herfra imorgen.«
»Går bort herfra! — går bort? Hvorfor? hvorhen?
Du, klostrets frommeste, skøndt yngste broder,
Vil du forlade nu din hellige moder
Og styrte dig i verden ud igen?
Du kom jo til min tærskel syg og træt,
At søge bod for syndens sorg- og plage,
Alt ad den snævre vej du vandred ret,
Hvi vil du til den brede gå tilbage?«
»Fordi jeg tror, at kun i livet kan
Jeg nå det mål, mit hjerte higer efter;
Fordi jeg føler, at jeg ejer kræfter
Til troens kamp som herrens svorne mand.
Det tvivlens mulm, som vildede mit blik,
Er ved guds kraft og nåde nu forsvunden,
I kval jeg tømte nagets beske drik,
Men trøstens perle funklede på bunden.
Og underfuldt — jeg véd ej selv, hvordan —
Et sælsomt lys her i min sjæl sig tændte,
Og med en klarhed, som ej før jeg kendte,
Det viser mig, at Kristi tro er sand.
Jeg tror, at gud det tændte med sit lyn,
I syndens angest er det voxet siden,
Nu brænder klart det for mit indre syn,
Og i dets stråler går jeg glad i striden.«
»Hvad vil du stride mod?« »Det véd jeg ej,
Jeg finder vel en ledig plads i hæren.
Nær ingen frygt! Jeg går i herrens ærend,
Og vist jeg tror, han vil mig vise vej.
— Farvel! Om aldrig mer vi ses på jord, —
I himlen er os dog et gensyn lovet.«
Så gik han. Men den værdige prior
Bekymret rystede sit hvide hoved.
Og morgnen kom. Den glade lærke gled
Med munter sang henover eng og ager.
Fra Erfurt kloster gik en rank og fager
Og mandig yngling frem med faste fjed.
Af havets dåb den unge sol steg op
Og spejled sig med pragt i døbefonten,
Og morgenvinden rysted træets top.
Men mørke skyer stod i horizonten.