Tak ske Jer, I store Døde!
Som gav vor plebejiske Jord
Dens Adelsmærke og Hædersplads
I Klodernes evige Kor!
I Flammerne fra Eders Esser
Smeltes end Livet om;
I Farver, Former og Toner
Skriver I Slægternes Dom.
Thi hine talløse Daarer
— Tolv Stykker paa hvert Dusin
Vel er det dem, der regjerer
I hver en given Termin;
Men gjennem de evige Haller,
Hvor Tidernes Genius bor,
Høres kun Vingesuset
Af Eders mægtige Ord.
O, lær mit Øre at sløves
For Nuets gøglende Raab!
Og lær min Tanke at løves
Med et uvisneligt Haab!
Lær mig at vandre trøstig,
Muntret af Æslernes Skraal
Og næret af Eders Rigdom,
Min Gang mod det evige Maal!