Ondskab og Dumhed mødtes paa en Vej.
„Vær hilset,” sagde Ondskab, „Søster kjære!
Jeg ser, vi gjør vort fælles Ophav Ære
Og bliver federe daglig, du og jeg!
Hvad, om vi fulgtes ad? Vi kunde være
Hinanden vist til Nytte. Tror du ej?
Jeg tænker; hvis du ikke siger Nej,
At jeg af dig, som du af mig, kan lære.”
Saa fulgtes de. Men Ondskabs bedste Slag
Opnaa’de Dumhed stadig at spolere.
Da raabte Kammeraten vred en Dag:
„For Fanden, lad mig ene manøvrere!”
„Men hvad skal jeg saa?” spurgte Dumhed spag.
„Du,” svared Ondskab, „skal kun applaudere.”