P.A. Rosenberg (1858–1935)

Hvor banker Hjærtet i mit Bryst

Trods al min unge Vandrelyst,

Hvergang jeg hjemvendt ser paany

Snebjergene mod Himlens Sky,

    Den store, stille Straalen!

Jeg aanded ind med Rejsebrunst

De store Byers Støv og Dunst.

Hvad siger du til Tumlen dér,

Min Hjemstavns rene Gletscherskær,

    Du store, stille Straalen?

Jeg praled aldrig af mit Land,

Men elsker det saa højt, jeg kan.

I al min Sjæl, min Sang og Færd

Er Gletscherlys, er Gletscherskær,

    Den store, stille Straalen.

Hvad kan jeg gjøre for mit Hjem,

Før jeg bli’r lagt i Gravens Gjem?

Hvad overlever mig engang?

Maaske et Ord, maaske en Sang, —

    En lille, stille Straalen!