Naar jeg skal dø, Elisabeth,
Da lov, at du vil hos mig være!
Saa skal mit sidste Aandedræt
Velsigne dig, du evig kjære!
Saa tager jeg din Haand i min
Og takker dig for Livets Glæde;
Den lever, trods det sorte Skrin,
Den dør ej i det hvide Klæde.
Sænk mig saa kun i Gravens Muld!
Strø Blomster over Kistens Fjæle!
Vor Kjærlighed vil underfuld
Mig bære til de frelste Sjæle.
Og som et venligt Trøstens Ord
Vil over Angstens mørke Bølge
Som Ekko af mit Liv paa Jord,
Elisabeth! dit Navn mig følge.