Kraftigt svungne Bakkedrag,
Bræmmet tæt af Birkekrat,
Saltfrisk staar i raske Jag
Luften ind fra Kattegat.
Esrom-Søens Bølgespejl
Kalder Blikket ud mod Øst;
Stundom møder det et Sejl,
Hvælvet som et Fuglebryst.
Under Skræntens Eg og El
Gaar den spæde Dønning ind,
Hvor de springske Kildevæld
Møder den i viltert Sind.
Flinke, stoute Bondemænd
Pløje dybt en sandet Jord;
Tvungent giver den igjen
Karrig Sæd og spinkelt Fo’r.
Sagnet siger, gallisk Blod
Blev i Racens Aarer sprængt;
Ofte som en trodsig Flod
Har det lovløst frem sig trængt.
Helst ved Solhverv og ved Jul
Flyder end der Blod for Graad;
Naaleskovens mørke Skjul
Kjender mangen hidsig Daad.
Denne trevne Agermuld
Fostred Mænd med solfødt Kraft,
Og et dejligt Pigekuld
Har fra den sit Udspring haft.
Siden voxed i det fri
Disse Kræfters Sammenspil;
Gribskovs dystre Poesi
Lagde vel sin Stemning til.
Som en Saga streng og stolt
Uden Fyld og Smykkeord
Breder sig det gamle Holt
Milelangt fra Syd til Nord.
Bli’r han ej af Møjen skræmt,
Finder den, der søger ret,
Dog blandt tause Graner gemt
Tit en yndig Alfeplet.
Stundom møder paa sin Gang
Vandreren en Eg, hvis Løv
Grønnedes, da Klokken klang
For den første Kristnes Støv.
Stenene paa Bakkens Kam
Er den sidste, sunkne Rest
Af en Borg, hvor Erik Lam
Fejred mangen lystig Fest.
Stedet vidner ved sit Navn
Om hin Tid, da Snekken fór
Ind fra Sø til Borgens „Havn”,
Hvor nu Lyng og Bregner gror.
— Vamler dig den lumre Luft,
Byens ækle Klikepest,
Disse Egnes Højskovsduft
Hilser hver en mødig Gæst.
Gavned Ønsket nogen Mand,
Hændte det, som Villien bød,
Tog jeg af det hele Land
Denne Jord til Liv og Død.