Der staar et rankt Kastanjetræ derude.
Naar Nattevinden fejer Havens Gange,
Da slaar en enkelt Kvist imod min Rude,
En Aandehilsen, skælvende og bange
Det griber Sindet, saa jeg ej kan sove.
Det vækker Glæde, sær og vemod blandet, —
Som Lyd af Øxehug i stille Skove,
Som fjern Musik, der klinger over Vandet.