Der glider blege Skygger over Vandet.
Men i Nordvest staar Aftenhimlen rød;
I Søen spejler den sin matte Glød,
Og Bugtens Flade lyser lillarandet.
En enkelt Svale strejfer med sin Vinge
Det blanke Vand, som endnu vugger
svagt, Mens lydløst paa sin sidste Aftenjagt
Den søger Banen af i store Ringe.
Det hvisker gjennem Skræntens Ellebuske;
Det stiger, svulmer som en Melodi.
De skjulte Kilders Rislen dør deri, —
Sivskoven nikker med de sorte Duske.
Du hører Søens sagte Skvulpen blande
Sig med hin Susen fra det mørke Krat.
Pan spiller i den lyse Sommernat —
Drøm ej for Isenge ved de blanke Vandel
Der lurer Angst i Julinattens Taage.
Den Pan, hvis Syrinx klager yndigt nu,
Det er den samme Pan, som slaar med Gru
Og jager Rædslen frem af Sjælens Kroge.
Lyt! — Hørte du de tætte Graner knage?
Derhenne var det. — Hører du det? — Ja! —
Der kommer Nogen ... Noget ... ud derfra ...
Løb! Skynd dig, løb! Og se dig ej tilbage!