Nu knoppes der Løv, nu skyder der Grønt,
Nu vaagner det slumrende Jordliv af Dvale.
Snart brister i kæmpende Fylde det frem
Og dækker hver Plet i de frodige Dale.
Nu soler sig Kvæget i Engene bløde,
Og Lærkerne stige med jublende Slag,
Og Længsler og Haab, som jeg tro’de
var døde, De flagre paany mod den skinnende Dag.
Thi Pinse er kommet, den dejlige Tid,
Da Paradisdrømmen paa Jorden gjenfødes,
Da favnende ømt, som i Tidernes Gry,
Naturen og Aanden forsonede mødes.
Det suser og klinger som Sang under Løvet,
Mens Vaarvinden vifter, og Dagen er mild;
Guds Aand er paa Jorden, den taler til Støvet
I Solvældets Glimten med Tunger af Ild.
O, tal til det Hjerte, som saaret og knust
Har gjemt sig for Lyset i rugende Kvide!
O, tal med Forjættelsens lægende Røst
Til alle, som ængstes og tvivle og lide!
Hver Kvist, som for Vinden i Solskinnet svajer,
Hvert springende Løv og hvert drivende Skud
Fortæller om Livets og Kærligheds Sejer,
Alskabningens Løndom, det signede Bud.
Her er jeg, Natur, tag mig kjærligt i Favn!
Saa tæt til dit Bryst vil mit Hoved jeg hælde,
Vil slet ikke tænke paa Gjerning og Gavn,
Kun lyttende hvile, og du skal fortælle.
Din evige Visdom skal døve og dræbe,
Hvad Sindet kan gjemme af Skimmel og Nag,
Og varme mit Hjerte og stemme min Læbe
Til Lovsang og Tak i den skinnende Dag!