Her mellem lysegraa og sorte Stammer,
Hvor zirlig fra det blaagraa Bladeskjul
Skovstjernen nikker med sit hvide Hjul,
Og Snerrens tætte Sne langs Stien brammer;
Her er der Fred og Værn mod Solens Flammer.
De tegner Bunden med en Lysning gul.
I Skyggen pipper fjernt en enkelt Fugl.
Her er der Fred. Her er et Bedekammer.
Skovkirkefred, som taler uden Røst,
Som føder Tanker, skælvende og milde,
Som hvisker Sjælen Haab og Tro og Trøst!
Skovkirkefred! — Kom, hver som lider ilde!
De dybe Aandedrag fra Jordens Bryst
Er Lægedom fra selve Livets Kilde.