Jeg gaar langs Stranden mellem Sten og Tang.
Skumfraaden stænker salt mig Kind og Pande.
Fra Revlens Ryg, hvor Søer hvidt sig rande,
Det dirrer som et Orgels dybe Sang.
Og inde her, i Bræmmen under Lande,
Dér drejer Bølgeslaget Gang paa Gang
Utalte Sten: en skær og spinkel Klang,
Hvormed de dybe Toner hist sig blande.
Og som et Hele Øret det fornemmer.
Thi Verdenshavets Kæmpemelodi
Er sammensat af Millioner Stemmer.
En Urkoral, en kosmisk Fantasi! —
Hver lille Sten, som paa dets Bund sig gemmer,
Og røres af dets Magt, har Del deri.