Natten sin Vinge sænker;
Stjernerne tindre frem;
Dagen er endt. Nu tænker
Hver paa sit elskte Hjem.
Hjemmet, hvor Lyset skinner
Stille fra Ruden ud;
Vidt gjennem Mørket finder
Vejen dets milde Bud.
Hjemmet, hvor Fred og
Varme Byder os blidt: kom ind!
Stedet, hvor aabne Arme
Møder det trætte Sind.
Kærligste Hjem om Lande
Er kun en fattig Trøst
Dog mod det store, sande
Hisset paa Livets Kyst.
Derfra gaar gyldne Straaler
Vidt gjennem Mørket ud;
Ingen dets Rigdom maaler:
Samfund og Fred med Gud!
Hver Gang sig Mørket sænker,
Tindrer en Stjerne frem.
Ført af dens Lys vi tænker
Da paa vort elskte Hjem.