Jeg vandrer gjennem Verden
Saa frejdig og saa fri,
Og mange, mange møder jeg
Alt paa den travle Sti.
Vi nikker til hverandre;
Men vid’re maa vi vandre —
Forbi, forbi, forbi!
Hvad ej kan andet være,
Det finder man sig i.
Men ofte maa jeg tænke dog
Alt paa den travle Sti:
„Gid lidt du kunde dvæle
Og tale med de Sjæle,
Som gaar saa rask forbi!”
„Nej, vid’re!” kvidrer Lærken
Saa frejdig og saa fri. —
Da klinger, som fra Luftens Blaa,
En dæmpet Melodi:
„Vær tryg! Den Tid vil komme,
Da Vandringen er omme,
Og hvert dit Savn forbi!”