P.A. Rosenberg (1858–1935)

Gule Blomter har du plukket

Og i Blusens Fold dem stukket.

Krydret bølger om dem Luften,

Hvilke Farver, hvilken Duften!

Naar imorgen du dem ser,

Er de visne Stilke, kjære.

        „Visne Stilke? —

                Intet mere?”

Intet mer, du lille Fagre,

        Intet mer!

Dejlig er du! Pandens kloge

Bue, Haarets sorte Snoge,

Øjne, der som Morild brænder,

Bitte Fødder, slanke Hænder.

Skønhed er et farvet Ler,

Som før Tiden smuldrer, kjære.

        „Ler, som smuldrer? —

                — Intet mere?”

Intet mer, du Skønheds Dronning!

        Intet mer!

Mine Tanker, mine Drømme

Lystre blindt dit Herredømme;

Snart af Jubel Hjærtet sprænges,

Snart i Ve det længes, længes —

Elskovs Glæde, Elskovs Veer,

Er som Regn i Solen, kjære.

        „Regn i Solen? —

                Intet mere?”

Intet mer, min lille Elskte!

        Intet mer!