P.A. Rosenberg (1858–1935)

Den synkende Sol staar gylden bag Skyernes blaagraa Volde;

Derude lægger sig Havet til Ro, efter Dagens Blæst;

Dets Bølger løftes og sænkes og spejler som tusinde Skjolde

De flammende Nedgangsstrimer langt ud i det blege Vest.

Jeg vandrer ad Bjergets Randsti og grubler i vage Drømme

Paa Fortidens brudte Runer og Fremtidens dunkle Skrift

Og føler med anende Gysen igjennem mit Væsen strømme

Den skabende Trang, der kalder en Digter til ny Bedrift.

Igjennem Taagen, som driver herop fra Dalbundens Kløfter

Og svøber om Klippens Kanter sit bløde, bølgende Slør,

Skimter mit spejdende Øje, hver Gang dets Flige sig løfter,

De mægtige Smediers Ildskær, som blinker, gløder og dør.

Fortryllet drager min Tanke de flakkende Glimt dernede

Fra Højdernes friske Køling til Dalen, fugtig og varm;

Her jævner sig Bjærgets Stejlvæg, nu skelner jeg allerede

Jernværkernes graa Konturer og hører Essernes Larm.

Stig ned, min Drøm, gennem Dybet! stig ned til de sorte Krypter,

Hvor Katakombernes Mørke har slukket hvert Glimt af Dag!

Lyt! Hører du Bjergets Grundvold ned til de fjerneste Dybder

Genlyde af Arbejdets Torden og skælve ved Stemplernes Slag?

Her føres den brune Jernerts paa brede, knagende Karrer

Ad smalle, sodede Veje til Smeltediglernes Baal;

Her brydes i blændende Stumper med Smæld de uhyre Barrer,

Og Rummet er hvidt af Gnister, der sprøjter fra Hamrenes Staal.

I Luftens kogende Aande, der vælder fra Kedlernes Indrer,

Gaar Blodet hedt gennem Aaren og tungt som sydende Bly;

Her fødes der Febersyner, som kogiende funkler og tindrer

Og fylder den svimlende Hjerne med Drømme om Magt og Ry.

Her tumler ukendte Titaner de kæmpe mæssige Blokke

Og hævder med dryppende Pander, i Ovnenes hvide Skær,

Jernalderens Herredømme, der naar fra de første Flokke

Af Urtidens gramme Voldsmænd til Nutidserobrerens Hær.

Her bruges Tanker og Kræfter til Tankernes Ret at fælde;

Her virkes med Hjul og Hamre i Menneskeslagternes Kald;

Her former Stemplernes Gang Tyranniets evige Vælde;

Her føjes til Slavelænken der Ringe af nyt Metal.

I gør mig til Jordens Hersker, ifald paa mit Bud I smeder

Mig nok af de Mordmaskiner, som Nutidens Kløgt har skabt,

Og bygger omkring mit Sæde de Volde og Fæstningskæder,

Mod hvilke de fjendtlige Kugler er nødt at give fortabt!

Rask, ræk mig de blanke Vaaben, løft højt de rygende Brande!

Jeg fører min Hær til Sejer, mens Himlen staar blodig rød;

Saa lægger jeg under mit Scepter de rigeste Folk og Lande

Og lader en Ørken bag mig af Jammer og Ynk og Død! —

Af Ovnenes Ildsvælg rinder, mens Jorden skælver ved Braget,

Ertsen til Ares’ Glavind, der volder Tusinders Drab;

Hin klirrende Panserkjortel, som Pallas bærer i Slaget,

Blev støbt af den halte Hefaistos ved Luen fra Etnas Gab.

Det mægtige Roma smeded i sine evige Lejre

De malmtunge Folkelænker, ved Verdenskrigenes Baal

Og Cæsars stolte Triumfvogn, der bar ham fra blodige Sejre,

Fra Dynger af stinkende Aadsler, mod lysende Verdensmaal.

Det gnistrende Kul gav Hede til Paladinernes Landse

Og hærdede Karl den Stores vidtrækkende Herskerstav;

Dets Flammer rensed for Slagger hvert Blad af de gyldne Kranse,

Korsridderne vandt med Staalet i Kamp om den hellige Grav.

I tusindvis dannede Hamren de funklende Skjolderader,

Den galliske Rolands „Durandal”, „Tizona” til Spaniens Cid,

Brystpansrenes hvælvede Buler, de raslende Skulderplader

Og prægtigt skinnende Hjælme fra Maurerkrigenes Tid.

Den flammende Esse svejsed de Vaaben, hvasse og haarde,

Hvormed de spanske Soldater fuldbragte uhørte Ting;

Og her paa den klingende Ambolt blev hamret den stærke Kaarde,

Som aabnede brede Veje til Jordens yderste Ring.

Her spottes det kjærlige Hjerte med hæse skingrende Toner

I djævelske Sejershymner for sin kort rækkende Trøst;

Og Jærnet, som gør til Vasaller de mægtigste Folk og Troner,

Med Lethed overdøver Fornuftens stil færdige Røst.:

— Vend bort de trættede Blikke fra Krigens Trofæer vilde!

Skab Jærnets nye Alder, med Iver, hellig og stærk!

Smed flinkt de staalblanke Lyrer, som Tidens Tyrtæos’er snilde

Skal slaa til uvisnelig Hæder for kom mende Slægters Værk!

Spænd Jernbroens dristige Bue og Kob- bertraaden, der knytter

De fjerneste Riger sammen, formindskende Tid og Rum,

Byg Havnedokken og Værftet, Fyrtaarnet, hvis Blink beskytter

De Skuder, som kløver med Kjolen Stordønningens hvide Skum!

Nit sammen de Kedler og Kar, hvorfra Dampens brusende Svaner

Paa vældige Vinger bære ny Rigdom til hvert et Land;

Ilddragen, der stønnende følger ad Staalparallelens Baner

Dybt gjennem Bjærgenes Indre, langs Afgrundens stejleste Rand!

Og støb de Typer, som Pressen med Knagen og Knirken sender

Hen over det hvide Papir, hvor de trykker de stærke Spor, —

Den vidtud tonende Presse, der Tankernes Traadnet spænder,

En Ganger, som Aanden sporer til Ridt over Hav og Jord!

Giv Klang, Kulturens Basuner, der Vej gennem Landene finder

Og stævner Nationerne sammen til Kundskabens Pleje og Røgt!

Og rejs de stolte Paladser med knejsende Taarne og Tinder,

Der viser os Underværker af Menneskers Kunst og Kløgt.

Smed Øxen og Hakken og Spaden til Bondens kraftige Hænder

Og Harven, som renser og jævner Muldjordens frugtbare Skød,

Og Plovjernets svajede Klinge, de hvasse bidende Tænder,

Som aabner de brede Furer, der giver os dagligt Brød.

Og naar det harmfulde Menneske forlanger af Mestre og Svende

Paany de Vaaben, der truer hans Broder med Saar og Fald,

Saa luk de mægtige Porte! og sig, I vil ikke skænde

Det Tempel, Historiens Muse har viet et højere Kald!

Vis Verden, at Larmen i Dybet ej længer, som før saa ofte,

Er Varsel om Hærenes Møde til blodige Fejder og Slag!

Fortæl, at den sværtede Slider i Læderskødskind og Kofte

Staar rustet — men kun til Striden for Menneskehedens Sag!

Syng Nutidens vældige Hymne! syng, syng, saa dens Gjenlyd klinger

Hen over de højeste Bjerge, til Havenes fjerneste Bred!

Smed, smed de herlige Klokker, som ud over Jorden ringer

Den største af Slægternes Sejre, den straalende Verdensfred!