P.A. Rosenberg (1858–1935)

Den tomme Stue vides ud og voxer

I Aftnens Skygger. Udenfor mit Vindve

Lyser mig Søen taagehvid imøde,

Som Havet, uden Grænser — ens og øde!

Ud over dette Hav gad nu jeg glide

Og sejle ene, sejle langt og længe —

Tilsidst, naar Synet mødte ingen Skranker,

Give mig hen i mine tause Tanker.

Og Drømmen, den, som Hjertet skinsygt skjuler

Ved Dagen, skulde tage Form og sidde

I Baadens Forstavn, jeg ved Agterranden,

Mens uden Ord vi stirred paa hinanden.