P.A. Rosenberg (1858–1935)

Fastbunden ved et ensomt Figentræ

Hviler min Baad. Der høres ej en Lyd

Fra Bjergene; og paa den øde Sø

Er ingen Bølger, kun den blege Spejling

Af mælkehvide Sky’r og blygraa Strand.

Mit Hjerte tier ganske. Lette Skyer

Af Drøm og Elskov glider hen derover —

Og dør — —

— Som Solen, skjult bag Søens Dampe,

Dog sender ud et stille, dæmpet Lys,

Saa stiger fra min Sjæls forborgne Dybder

Det eviges Morgenrøde. Mine Tanker

Synker deri og svømmer over Grænsen

Af alle skabte Ting og løses op

Som Boblen dèr paa Vandets hvide Spejl,

Der glider bort og brister — langt, langt ude.