Jeg har havt Besøg af Dødens Engel.
Just ved Midnat stod han for mit Leje,
Bøjede sig over mig og stirred
Med de store, dybe, milde Øjne,
Alvorsfulde som et Barns, der lider.
Og han lagde Haanden paa mit Hjerte.
Blodet isned, Lemmerne blev stive,
Og en gravkold Rædsel gjennemfo’r mig.
«Er du rede?» hvisked han og smiled.
Men jeg greb hans Haand, — den var som Rimdug,
Og jeg stønned: «Nej, o nej, forlad mig!
Endnu er jeg langtfra rede, langtfra!»
Undrende han spurgte: «Har du selv ej
Kaldt fortvivlet paa mig denne Morgen?»
Og jeg svared: «Død! i denne Morgen
Var min Elskte ond og haard imod mig,
Jog mig bort med Skænd og vrede Miner.
Derfor ønsked jeg imorges Døden.
Men iaften kom hun selv med Taarer
I de lyse, underfulde Øjne
Og fortrød sin Grusomhed imod mig.
Derfor beder jeg dig nu: forlad mig!»
Dødens Engel tog sin Haand tilbage.
Og det varme Livsblod strømmed atter
Gjennem Aarerne med nye Kræfter.
Som en Taage gled han ud i Rummet.
Men ved Døren stansed han og sagde,
Mens han nikked til mig mildt: «Paa Gjensyn!
Kald mig ikke mer, for det er Alvor!»